Forside
Anmeldelser
Kursus kalender
Kurser
Undervisere
Fotosafari
Praktisk info
Om Digital Foto Workshop
Kontakt
Sitemap

Fotorejser

Foto-safari i Kenya med Livingstone Travel i november 2011
 
Vore rejser adskiller sig fra sædvanlige turistrejser ved ikke at styrte fra sted til sted, vi bor godt men lægger ikke vægt på swimming pools og 5 stjernede barer.
 
Vi blive max. 18 deltagere.
 
Vi lægger vægt på mulighederne for at fotografere, fotografere og fotografere. Vi får løbende undervisning af rutinerede safari fotografer i hvordan man opnår de bedste resultater. Prisen alt incl. ( fly, skatter og afgifter, transfer, logi og fuld forplejning) bliver ca. 24.450 kr/person for 12 dage.
 
 
 
 
Kenya er det traditionelle safarimål. Landets storvildtbestand hører blandt
Afrikas fineste og største, landskaberne udviser usædvanlig stor variation og
skønhed, og befolkningen er sammensat af særdeles forskelligartede og
interessante kulturer.

Hertil kommer, at har en veludviklet infrastruktur, der gør det muligt at
modtage turister med vidt forskellige krav til deres ferierejse. Uanset om man
ønsker en luksus-oplevelse uden materielle afsavn af nogen art, eller man
tværtimod vil så langt væk fra den moderne civilisation som vel muligt.

Vejnettet er veludbygget og der er efterhånden etableret ruteflyvning til alle
egne af landet, mens de mange vidunderlige nationalparker og reservater har
indkvartering af højeste kvalitet. Det er således kun tiden, der sætter grænser
for, hvor mange forskellige vilde dyr, kulturer og landskabsformer man kan
ønske at opleve. Også når rejsen skal foregå under høj komfort.

Rejsen har et fagligt formål. Den skal give deltagerne bedste muligheder for at
dokumentere den fotografisk. Vi har valgt tre komplementære lokationer i
henseende til dyrelivet og landskaberne og har givet dem henholdsvis tre, to og
fire overnatninger. Det er vigtigt med god tid, så man har mulighed for at vente
på den optimale situation. Og safarikøretøjerne er rummelige med fototag og
vinduesplads til alle. Der er også indlagt 50% mere game drive tid end vanligt.
 
 
 
 
2. november Danmark – Nairobi
Afrejse fra Kastrup med KLM/Kenya Airways via Amsterdam til Nairobi.

3. november Nairobi – Samburu
Ankomst til Jomo Kenyatta International Airport efter morgenmad ombord
Uden for ankomst-terminalen venter safarivognene, og vi sætter afsted. Det
går straks af sted igennem nogle af landets bedste landbrugsområder, hvor
småbrug veksler med storfarme. Majsmarker, kaffefarme og ananas-plantager
møder øjet. Landskabet bliver snart kuperet og stærkt frodigt.

Ruten fører os nordpå igennem nogle af landets bedste landbrugsområder,
hvor småbrug veksler med storfarme. Godt to timers kørsel bringer os ind i
hjertet af Kikuyuland. Her, for foden af Kenyas højeste bjerg, Mount Kenya,
ligger den livlige markedsby, Karatina. Vi gør holdt, strækker benene og studerer
aktiviteterne på markedspladsen, hvor farverige stoffer, flettede kurve, frugt og
grønt samt meget mere falbydes af de flittige markedskvinder.

Efter det interessante stop fortsætter vi i en halvcirkel rundt om det 5.199
meter høje, vulkanske bjerg med den sneklædte top, kontinentets næsthøjeste.
Den tyske missionær Krapf blev den første hvide mand, der ”opdagede” det. Han
forundredes såre over at skue sne midt på ækvator. De lokale guider fra
kambafolket kaldte det “Ki-nyaa” eller “Kiima Nyaa” – strudsenes bjerg.
Forståeligt nok: Den hvide top og den sorte lava kan med lidt god vilje opfattes
som en strudsehan.

Knap en time nordligere når vi Nanyuki. Smukt beliggende ved foden af
Mount Kenya var Nanyuki i kolonitiden en af de større ”settler” byer. Den ligger i
hjertet af de tidligere såkaldte ”White Highlands” omgivet af store ekstensivt
drevne farme. Det var Nanyuki, de hvide farmere tog til for at proviantere, gå til
læge eller tandlæge, hente og sende posten og hvad man ellers havde – og
stadigvæk har – brug for. Nanyuki er i dag ikke mindre, den ser bare lidt mere
”slidt” ud.

Vi fortsætter først i østlig retning og så atter nordpå. Landsdelen, der kaldes
Laikipia, var navnlig under kolonitiden kendt som ”Kenya cowboy” land. Barske
typer, der betvang den vilde natur og satte deres præg på egnens barer og
pubber. Før europæernes ankomst var dette hjertet i masaiernes land. Men de
blev tvangsflyttet af koloni-myndighederne, og den fine græsningsjord blev i
stedet for til kæmpemæssige hvidtejede kvæg-ranches. Nogle på op mod 200.000
tønder land hver!
Enkelte af disse ranches er de senere år gået ind i turisme-erhvervet og driver
safari på de vidtstrakte arealer, der kiler sig ind imellem Aberdarebjergene og
The Northern Frontier District, det tørre steppeland beboet af masaiernes nære
fæller, samburufolket, samt de kameldrivende rendiller. Det er disse egne, vi er
på vej mod, og undervejs skifter sceneriet.

En tre timers køretur bringer os fra grønne landbrugsområder til støvet
busksavanne med kameldrivende nomader og frem til en nybygget lodge i
Samburu Reservatet smukt anlagt ved bredden af Ewaso-Nyero floden, der har
sit udspring i det vulkanske Aberdare-massiv og øber igennem omådet. I den
findes både flodheste og krokodiller.

Om eftermiddagen kører vi atter ud i terrænet – nu for at lede efter de
specielle dyrearter, der findes her i de nordlige egne. Den sjældne smalstribede
grevy-zebra, netgiraffen og somalistrudsen med de blå ben blandt andre – men
man kan selvfølgelig også møde alle de "sædvanlige" såsom elefant, bøffel, løve,
gepard, vortesvin og de mange forskellige antilopearter.

4. - 5. november Samburu
Endnu to hele dag i Samburu med mange spændende naturoplevelser. Og
oplevelserne begynder straks ved solopgang.

Mange dyr er så fint tilpasset disse tørre egne, at de ikke behøver at drikke,
men kan nøjes med den væde, der er i føden. Den graciøse girafgazelle, den sky
beisaoryx og den helt lille did dik antilope er eksempler på sådanne arter. Er vi
rigtigt heldige, ser vi måske også den store kudu med de snoede og svungne horn
og distinkte lodrette striber på flankerne, Afrikas næststørste antilope.

Efter at have suget til os af naturens mange sanseindtryk vender vi tilbage til
lodgen og en fristende morgenbuffet. Den ene dag vælger vi i stedet at tage
morgenmaden med ud, så vi kan nå længere omkring.

Ellers holder vi fri midt på dagen, når det er varmest. Så kan det være meget
rart at ligge ved, og hoppe i, den forfriskende swimmingpool. Senere, når
skyggerne igen har fået længde, går det endnu en gang ud i terrænet til nye
oplevelser. Den sene eftermiddags lys er blødt og farvemættet – lige til linsen!
Sådan går dagen i et af Kenyas mest betagende landskaber, hvor fladtoppede
akacietræer, svajende doumpalmer og blånende bjerge er lige så store visuelle
oplevelser som synet af de mange eksotiske dyr og fugle.

6. november Samburu – Lake Nakuru – Lake Naivasha
Vi spiser tidlig morgenmad og sætter så af sted. Undervejs gør vi holdt i den
støvede markedsby, Isiolo, hvor de nordlige områders mange forskellige
nomadekulturer mødes: Samburu, Turkana, Borana og Somali.

Vi kører endnu en gang gennem Nanyuki og så af en lang, lige og støvet vej
frem til Nyahururu. Her ligger et kønt vandfald, der tidligere var kendt som
Thomson’s Falls – opkaldt efter den første europæer, som i slutningen af det 19.
århundrede til fods tilbagelagde den næsten tusind kilometer lange strækning
gennem Kenya fra Mombasa til Victoriasøen.

Knap halvanden time senere befinder vi os i Great Rift Valley – verdens
længste grav-sænkning, der strækker sig fra Golanhøjderne i nord til
Mozambique i syd. Frokosten har vi med, den har lodgen smurt til os, så vi
finder et egnet sted at holde picnic.

Den store kløft eller dal skærer sig gennem Kenya i nord-sydlig retning. Sine
steder, er den meget bred, som her hele 60 kilometer og i bunden liggere en
perlerække af større og mindre søer. De fleste af dem salte, som f.eks. Lake
Nakuru og Lake Elementaita. Dem skimter vi undervejs mod vort næste logi.

Lake Naivasja Country Club er anlagt ved bredden af en af de få
ferskvandssøer, den 170 km2 store Lake Naivasha, højest beliggende af søerne i
The Great Rift Valley. Lake Naivasha er smukt placeret mellem vulkanen,
Longonot og den stejle Mau-forkastning. Det var i disse idylliske omgivelser
løvinden “Elsa” – kendt fra filmen ”Born Free” – blev opdraget af Joy Adamson
til et liv i frihed.

Efter en kop eftermiddagsthe tager vi en tur ud på søen. Den er rig på fisk bl.a.
tilapia og sort brasen. De udgør hovedbestanddelen i krokodillernes føde mens
bestanden af flodheste om natten afgræsser strækningerne langs søbredden.
lokaliteten er, som mange andre steder i Kenya, et paradis for fugleinteresserede,
mere end 340 arter er blevet observeret. Hertil kommer mindre bestande af
savannevildt, bl.a. giraf, zebra, hartebest, vandbuk, dik-dik antilope, Thomson og
Grant's gazelle samt vortesvin og aber.

Vi går i land på den lille Crescent Island, hvor vildtet ikke er mere sky end, at
man let kan komme til at betragte det til fods.

Middag og overnatning på Lake Naivasja Country Club.

7. november Lake Naivasha (Lake Nakuru)
Er man B-menneske, lønner det sig at gå imod sin natur og stå tidligt op til en
flot solopgang.

I den første stille morgentime ser man livet vågne. Lodgens park har mange
høje træer og i dem sidder fuglene og pudser sig før dagens dont, og over søen
høres måske flodørnens karakteristiske kald.

Vi kører (50 kilometer) til den berømte Lake Nakuru National Park, hvor vi vil
tilbringe det meste af dagen. Nationalparkens areal er på 576 km2, heraf udgør
selve søen – ved samme navn – 188 km2. Som nævnt er Lake Nakuru i lighed
med de fleste af Rift Valleys andre søer en såkaldt sodasø. Da den ikke har noget
fraløb, efterlades og koncentreres salte som natriumkarbonat og natriumbikarbonat,
når vandet på grund af den stærke solvarme fordamper fra søen. Fra
tid til anden er fordampningen så kraftig, at en del af søen helt udtørrer.

Nakuru er afledt af masaisproget, hvor En-nakuru betyder “ophvirvlet støv”.
En hentydning til de perioder, hvor søen er udtørret og store mængder af natron
aflejret på søbunden ophvirvles af vinden.

Sodasøer byder på ekstreme levevilkår. Vandet er stærkt alkalisk og
temperaturen ofte meget høj. Kun specialiserede organismer kan leve under
sådanne forhold. I Lake Nakuru er det blå-grøn alger og mikroskopiske krebsdyr,
der er hovednæring for de store fuglebestande, som Lake Nakuru navnlig er
kendt for – over 450 arter er talt.

Bortset fra tusindvis af cormoranter, pelikaner, hejrer, storke, ibis, flodørn og
mange flere let iagttagelige arter er det især de kæmpe-mæssige flamingo-flokke,
der tiltrækker sig opmærksomheden. Nationalparken er tilholdssted for omkring
to millioner flamingoer, som udgør en trediedel af verdens totalbestand.
På visse tider af året ligner søbredden grangiveligt en krans af lyserødt
candyfloss, når millioner af store og små flamingoer slår sig ned for at labbe det
sodaholdige vands algebestand i sig. Algerne indeholder, på trods af den mørke
farve, gule og røde pigmenter, som giver flamingoerne deres karakteristiske
lyserøde fjerdragt.

Nationalparken byder imidlertid på meget mere end et betagende fugleliv.
Området omkring søen er græssavanne med spredt akacie-bevoksning. Her
findes en stor og varieret vildtbestand, for eksempel den sjældne Rotchilds giraf,
det sorte næsehorn, løver, bøfler, leoparder, zebraer, vortesvin og vandbukke.

Efter gode timer i dette naturparadis forlader vi Nakuru for på knap en time
at returnere til Lake Naivasha og den komfortable country club.

8. november Lake Naivasha – Masai Mara
Efter morgenmaden sætter den pakkede safarivogn af sted. En knap fem timers
køretur bringer os igennem et utrolig smukt slettelandskab, der fuldt lever op til
alle drømmebilledernes afrikanske savanne.

Først tværs over The Great Rift Valley, der her er mere end 60 kilometer bred.
Så op ad Rift Valleys vestskrænt og efter godt to timer passerer vi Narok – et af
de to administrative centre for Masailand – og har godt tre timers kørsel tilbage
over det grønne sletteland, før vi når Masai Mara, Kenyas mest dyrerige
vildtreservat, hvor vi skal tilbringe de næste tre dage på den charmerende
beliggende Mara Sopa Safari Lodge.

Efter frokost hviler vi køreturens anstrengelser ud af kroppen for så hen på
eftermiddagen at begive os ud på savannen til de første vildtoplevelser på de
store græssletter. Denne eftermiddag og de næste hele tre dage går med naturoplevelser
blandt, hvad nok må siges at være Afrikas største vildtkoncentration.

På disse kanter lever masaierne i øvrigt ganske traditionelt. Lader det sig
gøre, arrangeres et besøg på en boplads. Vi får da lejlighed til at komme på nært
hold af en interessant kultur, hvis fremtid desværre synes særdeles usikker.

Mara er ikke blot masaiernes land, en moderne afrikansk stats fineste
reservat og eftertragtet mål for alverdens rejsende. Det er en forlængelse af
Serengeti-sletterne – et af de sidste sammenhængende naturområder, hvor
vildtvandringerne hidtil har kunnet fortsætte uhindret af den moderne
udvikling. Hvor længe endnu ved vi ikke.

9. – 11. november Masai Mara
Vi har efterhånden lært rutinen: Op med solen og ned med stjernerne! Det er i
dagens tidlige og sene timer, at udbyttet af vildtkørslerne er størst. Det være sig,
når safarivognene trænger igennem buskadset, eller når vi stille og tålmodigt
sidder og venter ved et vandhul.

En typisk dag forløber således:
En lavmælt swahilistemme vækker os med et "Habari ya asubui" –
"Godmorgen". Dagen er knap gryet endnu, men savannens fugle er vågne. Vi
strækker søvnen ud af kroppen og lytter til deres flerstemmige sang. Et hastigt
morgentoilette og en kop varm the eller kaffe, og så går det ellers ud over
savannen.

Vildtbestanden er som allerede sagt stor – nok Afrikas største koncentration
af slettevildt – og varieret. Elefanterne har svært ved at gemme sig på de åbne
vidder, det gælder også andre store dyr såsom bøfler og giraffer. Næsehornet
derimod foretrækker det tætte buskads, hvor det nipper af buskenes blade og
skud, og gemmer sig for mennesket, som har forvoldt denne dyreart så ufattelig
meget ondt.

Bøfler, zebraer, gnuer, gazeller og talrige andre antiloper giver føde til Maras
mange rovdyr, ikke mindst de mange løvefamilier. Det er måske især de flotte,
sortmankede hanløver, vi holder udkig efter.

Fra Maraflodens bred spejder vi efter flodheste og krokodiller. Indimellem gør
vi holdt for at nyde synet af de store gnu- og zebraflokke og de små, vævre
Thomson’s antiloper. Også de graciøse giraffer og adskillige andre større og
mindre arter kalder på opmærksomheden.

Zebra, gnu, topi og impala er blandt de dyr, vi oftest ser og kommer tættest
på, men også elefant, bøffel og giraf lader os ganske nær. Det gør rovdyrene til
gengæld ikke. Leoparderne søger skjul i krat eller tætte trækroner, og løverne
flyr, når de ser os komme. Men med agtpågivenhed og god brug af kikkert kan vi
studere selv de mere sky af savannens beboere på den afstand, de tillader os at
komme.

Alt afhængig af vind, vejr og lyst vender vi tilbage efter nogle spændende
timers vildtoplevelser, og morgenmaden står klar. Appetitten er vakt efter
dagens årle start. Vi slapper vi af på langs med en god bog i skyggen eller måske
med en dukkert i poolen, før vi tager endnu et par timer på savannen.

Efter sen lunch gør vi klar til atter at tage vildtet i nærmere øjesyn. På safari
er tålmodighed en dyd, der belønnes. Programmet lægger vi fra dag til dag og så
fleksibelt som muligt. Det er jo netop improvisationerne, der giver de rigeste
oplevelser. Når solen går ned over horisonten og farver aftenhimlen flammende
rød, vender vi hjem og bænker os til en god middag.

12. november Masai Mara – Nairobi – Amsterdam
Efter morgenmåltidet bliver det tid at tage afsked med det enestående sceneri.
Turen går samme vej tilbage og tværs over Rift valley før vi igen klatrer op i
højlandet og fortsætter frem til Nairobi. Her venter endnu en sidste oplevelse: Et
besøg på Karen Blixens gamle kaffefarm. Vi ser det lille, smukke hus og får
indtryk af, hvorledes baronessen havde indrettet sig og levede. Fra den store
parklignende baghave er der en betagende udsigt til ”de knyttede knoer”, hendes
elskede Ngong-bakker.

En sidste transfer til Jomo Kenyatta international Airport, hvorfra turen går
hjemover via Amsterdam.


13. november København
Hjemkomst til København ud på formiddagen.
Slut på et spændende afrikansk foto-eventyr
 
 
 
 
Pris pr. person i delt dobbeltværelse: kr. 24.450
Tillæg for enkeltværelse: kr. 2.550
 
Prisen inkluderer:
 
Fly:

Kastrup–Nairobi t/rt på turistklasse.

Safari:

Transport i specialbygget safari-minibus med oplukkeligt foto-tag, indlogering som ovenfor angivet i Samburu (3 nætter), Lake Naivasha (2 nætter) og Masai Mara (4 nætter) m. helpension (sidste måltid morgenmad dag 11), entrèe til nationalparker samt daglig safarikørsel.

Rejseledelse:

Rejsen er tilrettelagt af Livingstone Travel (Medlem af Rejsegarantifonden) for Digital Foto Workshop og ledes af Leslie Rabuchin samt to lokale, engelsktalende driver-guides.

Prisbasis:

Prisen er beregnet på afrejse november 2011 samt deltagelse af minimum 8 personer og baserer sig på gældende valutakurser, priser og tariffer pr. 12/04/2011.

Forbehold:

Der tages forbehold for reservationsklasser, pris- og kursstigninger samt alle andre udefra kommende faktorer uden for den tekniske arrangørs indflydelse. Ingen reservationer er foretaget på tidspunktet for afgivelse af tilbud.

 
 
 
 
Tilmeld dig til foto-safari ved at udfylde og fremsende formularen til Digital Fotoworkshop, Torvet 3, 5970 Ærøskøbing: Tilmelding foto-safari 2011 (Word)
 



Sitemap  Print siden
Copyright ©2010 Digital Foto Workshop - Alt materiale på dette site er beskyttet af lov om ophavsret.
Website by: CLAUS-J.COM